Krystalnatten
Når nogen spørger mig hvor i byen jeg bor, smiler jeg stolt, slår ud med
armene og siger: Jeg bor på Christianshavn. Underforstået, selvfølgelig,
hvor ellers? Vil de vide hvor præcis på Christianshavn, smiler jeg
vedvarende og siger: I benenden. Hvis de så hæver det ene øjenbryn og
ser spørgende på mig, bliver jeg nødt til at præcisere det yderligere
ved at sige: I Strygejernet … i den boligkarre der hedder Strygejernet
... i en af B&Ws gamle arbejderklassebarakker, bygget til arbejderne,
svejserne og smedene, svendene og stikirenddrengene fra det nedlagte
skibsværft, hvorfra store skibe er sejlet ud på verdenshavene og hvoraf
der nu kun er den lysegrå løftekran og tørdokken tilbage.
Jeg bor på anden sal. Med rindende vand. I en af de byfornyede, men
oprindeligt små trange toværelses lejligheder med lokummet placeret i
trappeskakten på køkkentrappen. Det er ikke noget særligt, siger jeg …
skødesløst smilende.
Husene er bygget alt for tæt, facaderne tårner sig op og skygger for
solen. De er vel nærmest sodfarvede, grå, blakkede, skjoldede med mørke
tunger der hænger som gobeliner fra gesimserne, når det har regnet.
Murværket slår revner, mørtelen er porøs og drysser, og selve gaden der
er aflang og lukket i begge ender som en kiste, synes at være sunket i
årenes løb. Asfalten sprækker. Fliserne på fortovet ligger skævt med
hjørner der stritter i vejret, så især ikke indfødte og tyske turister
fra Hannover af og til støder tåen mod en kant og snubler forover for i
sidste øjeblik at rette op, genfinde balancen og grine lidt fjoget.
Kantstenene er enten fladmaste eller stritter infernalsk, så de
parkerede biler hælder til den ene side eller den anden i unaturlige
vinker. Det damper fra ristene i rendestenen, fra lyskasserne,
fundamentet har slagside og alle trappetrin til opgangene er alt for
høje. Små børn og hunde må løftes og gamle mennesker og gangbesværede må
tage sig sammen, stå og sunde sig over rollatoren eller stokken, inden
de gør forsøget.
Alligevel er det en okay gade. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor.
Engang som helt ung, før jeg flyttede hertil, gik jeg gennem gaden en
mørk aften, jeg skulle til en fest et sted i nærheden, jeg kom fra
strækningen langs kanalen hvor tovværket slog mod masterne og vandet lå
roligt i havnebassinet. Den eksklusive strækning med de oprindelige,
restaurerede huse, gaslygter, grønne lanterner og faconklippede buksbom
foran dørene. Jeg holdt mod højre, drejede om hjørnet ind mellem de
markant højere huse, skrånede over brostensbelægningen i Brobergsgade og
lod blikket glide op over den dunkelt belyste, massive, nærmest
bombastiske boligmasse i Burmeistersgade. Jeg standsede brat. Husene lå
som grundstødte containerskibe i et kulsort hav. Jeg tænkte på Melville
og på gyserhistorier med Poe. Mågerne sad på skorstenene, månen lyste
spøgelseshvidt. Jeg var lille bitte i forhold og tænkte, at her gad jeg
virkelig aldrig nogen sinde bo, ikke på vilkår … og nu har jeg boet her
i tyve år.
Hvis nogen spørger mig hvorfor … måske fordi de synes at affaldet flyder
på fortovet efter weekendens udskejelser og at der stinker af grillbar,
kloakslam, brakvand, råddent tang og af afbrændt affald fra lossepladsen
og Amagerværket når vinden kommer fra nordøst, siger jeg, som om det
forklarer noget som helst: at alle mine børn jo er født her … at de er
opvokset her … i denne gade. Jeg siger som for at forsvare mig, over for
den slet skjulte undrende og en anelse misbilligende mimik der
sandsynligvis nu vil brede sig over den spørgendes ansigt, den lille
sammentrækning over næseroden, den lille rytmiske tic der er under
udvikling ved det ene øje, at det altså ikke er en kedelig gade. Bestemt
ikke. Jeg siger: engang var der en bombe der sprang i nummer 8 lige over
for min lejlighed. En hjemmelavet bombe. Den raserede to lejligheder i
stueetagen og smadrede samtlige vinduer i hele gaden. Jeg vil holde inde
her for at afvente en negativ reaktion. Nu er jeg ude på det dybe,
tænker jeg. Og nu er den spørgende sikkert nær ved at miste interessen,
blikket begynder at flakke. Jeg tænker at vedkommende tænker: hold da
kæft et hul i jorden, godt det ikke er mig der bor der, og måske har
vedkommende vendt skulderen lidt til den ene side og er på vej væk, har
allerede foden ud over kantstenen, eller er lige ved at få øjenkontakt
med bordherren til den anden side, idet jeg påberåber mig mere
opmærksomhed ved et træk i ærmet og med insisterende og lidt dirrende
stemme at fortsætte.
Det er den koldeste gade i København. Når vinden kommer ind fra havet,
hyler den, så træskeletterne inde i karréerne knager, så halmen og de
sammenknugede aviser der er brugt som isoleringsmateriale mellem væggene
giver lyd fra sig, en underlig knitrende lyd som hviskende stemmer fra
fortiden, som om alle boligkarreens tidligere beboere vil give deres
besyv med, fortælle om svejseflammer, rullemaskiner, vuggedød etc. Og
når det rigtig stormer fra nord, svinger gadelygterne frem og tilbage
som insisterende penduler, duerne kan ikke få fodfæste på gesimserne, og
papkasser, pizzabakker og gamle aviser, alt der ikke er naglet fast,
flyver af helvede til ned ad Prinsessegade, mens husene i min gade ikke
flytter sig en tomme.
Og andre gange kommer tågen ind fra havet, sejler stille ind mellem
husene, og når temperaturen samtidig falder, i februar for eksempel, kan
det ske at tågen krystalliserer og lægger sig som et glimtende hvidt lag
over hele kvarteret. Jeg elsker når det sker. Jeg står ud af sengen og
står på gulvet med bare fødder ved vinduet og ser den komme, som en hvid
hånd der føler sig frem, strejfer alle gesimser, påpeger tagenes
skiffer, de nordvendte gavle, trappeskakternes skrå vinkler og de
sprossede vinduer i taget der står på klem.
Og på sådan en … nå ja, næsten fortryllende nat med tæt tåge efterfulgt
af frost, sprang en bombe i nummer 8, raserede to lejligheder og
lufttrykket fra eksplosionen blæste samtlige ruder i hele gaden ud af
deres rammer i ét nu, i en brusende bevægelse. Glas stod i kaskader fra
husene. Men det var ikke det der i sig selv var bemærkelsesværdigt, ikke
eksplosionen, braget, den røde stikflamme der stak ud af kælderskakten
og det blitzagtige glimt der fik alle glatte flader af is og glas til at
stråle, mens de roterende sendte lyset videre i alle retninger med en
sindssyg intensitet … men det efterfølgende mørke og stilheden der sank
ned i gaden mellem husene som gennem et hav.
Ansigterne, der et efter et kom til syne i de sorte huller. Beboerne i
min gade, der alle dukkede op og stod ved de tomme vinduesrammer og så
ud i natten, alle de mennesker, borgere i min by, i min gade. Mine
naboer. Mine cool cool naboer der ikke fortrak en mine, men stille og
roligt hentede fejekostene frem fra skabet under køkkenvasken og
begyndte at feje glasskår ned fra karmene ... mens en eller anden
længere henne, i nummer 14, lagde traileren til Jean-Jaques Beineix'
film Diva på pladespilleren og skruede op for sin forstærker ... og
måske er det grunden til at jeg bliver hængende her …
Denne lyd af klirrende glas der falder fra gesimserne i min gade …
fusioneret med Wilhelmenia Wiggins Ferandez' stemme der flyder ubesværet
mellem de skarpe kanter i denne krystalnat … så er det som om selv den
tungeste grundstødte boligkarre river sig løs fra ankerkæden … og sejler
i verdenshavet.
● Presse