En morder i kælderetagen
- Marie, Marie, Marolle, messer jeg langsomt og så højtideligt at jeg
næsten ikke kan kende min egen stemme. Der er så ... unaturligt stille
på køkkentrappen mellem tredje og fjerde, hvor jeg sidder i den brede
ende af et trappetrin ved vinduet med de bare fødder i en solstråle og
mærker varmen meget intenst, men kun i den ene side af mit ansigt. Måske
er folk ude på søndagsbesøg eller måske de sover til middag, nogle er
vel skvattet i søvn i sofaen med en avis oven på hovedet der løfter sig
for hvert åndedrag.
Jeg tager fingeren helt hen til øjet og ser på mariehønens
lille tvedelte skjold, på prikkerne og de små sorte ben der flytter sig
hurtigt opad, og så snart den når toppen og er på nippet til at sprede
vingerne ud, bøjer jeg fingeren ned, løfter håndryggen, og mariehønen
fortsætter fremad, opad, spadserer af sted, hen over min hånd og op ad
min arm. Det er urkomisk. Det er rørende, så travlt den har. Jeg vrider
armen, så den kravler på indersiden, hvor huden er tynd og det kildrer,
så jeg ikke kan undgå at grine, men holder straks op for at ingen skal
høre mig og komme rendende, og så er den oppe ved armhulen og er
pludselig væk?
Jeg ryster mig og den falder ned på trinet med en lille
kliklyd. Den ligger på ryggen og spræller med benene. - Nå, der er du.
Jeg giver den et fut med pegefingeren, et lille løft så den kommer på
højkant, og straks vil den videre, men min fod er i vejen, den drejer
skarpt, fortsætter langs foden og når yderkanten af trinet. Det er en
slugt, et kæmpedyb for sådan et lille insekt. Alligevel standser den
ikke og tøver, overvejer sine muligheder, men fortsætter bare med samme
hastighed langs kanten, faktisk lige på kanten. På den alleryderste
kant. Jeg tager fat i den med to fingre og løfter den i vejret, solen
skinner i skjoldet, den er det eneste røde på trappen, hvor alt andet er
gråt, en lille rund kugle som jeg lægger i min hule hånd og lukker
fingrene over som et gitter.
Så hører jeg en lyd og ser hurtigt hen på dørhåndtaget til
den nærmeste lejlighed. Er der nogen i køkkenet? Bag døren? Eller bag
den farvede glasrude til toilettet? Jeg lytter. Men der er stille, kun
den dryppende lyd af vand fra kælderen kan jeg høre. Som om en hane
pludselig var blevet utæt. Og så bliver lyden højere og fylder stilheden
helt ud. Hvordan kunne jeg undgå at bemærke den lyd? Den er over det
hele. Runger op gennem skakten. Det er dråberne der slår mod bunden af
den store gruekedel i kælderen, og dernede er det mørkt, for der er kun
et lille smalt vindue, der vender ud mod en skakt, og oven over skakten
er der en rist.
Mariehønen er stille inde i min hånd. Jeg holder vejret. Jeg
er så bange for at det slet ikke er vand der drypper i kedlen, der
plasker i store tunge dråber, og at det ikke er bunden af kedlen
dråberne rammer, men at de falder i en pøl ... af blod, og at der for
hver dråbe er ringe der breder sig, og så kan jeg ikke rejse mig. Jeg er
lammet. Jeg kan ikke råbe. Det er som i et mareridt, hvor man skriger,
men der kommer ingen lyd. Hvor man løber, men ingen vegne kommer. Jeg
kan se mine sandaler og mine fødder på trinet. Jeg kan se min hånd, der
vil række ud efter sandalerne, men jeg kan umuligt røre mig. Kun støvet
bevæger sig i solstrålen, sejler langsomt forbi mine øjne som gennem et
hav af tomhed.
Der er en morder nede i kælderen. Det står mig helt klart.
Det er ikke et sted for hvide lagner og sæbeskum, hvor husmødre holder
til, men et slagtehus. Jeg ser for mig plankebænken plettet af blod. Det
er det sted, hvor uskyldige børn bliver parteret, flået fra hinanden,
revet i småstykker, men hvorfor? Jeg forstår slet ikke hvorfor, og så
bliver der råbt fra gården. Jeg drejer hovedet ind i solen fra vinduet,
og lyset er så skarpt, at man slet ikke kan se ud, men af en eller anden
grund føler jeg mig trøstet alligevel. Jeg åbner en haspe, skubber til
rammen og ser ned, læner mig ud over gesimsen. Det er Lille-Susanne der
står nede foran min opgang og ser op mod mit køkkenvindue i stueetagen.
- Jeg er her, råber jeg. Hun ser rundt og får så øje på mig.
Jeg er et andet sted end hun forventer, men hun synes ikke forbavset.
Hun rasler med et syltetøjsglas.
- Kommer du ned og samler mariehøns? råber hun, og lige i det
samme kribler det i min hånd. Men der er en morder nede i kælderen, skal
jeg til at sige, men i stedet lukker jeg vinduet, stikker i sandalerne
og springer ned ad trappen.
- Se, hvor mange jeg har, siger hun og holder glasset op. Det
kribler og krabler inde i glasset. Det lyder så sært, når hun vender
glasset på hovedet og alle mariehønsene kurer ned hulter til bulter og
ligger i en bunke på låget, og hujh når de rutscher tilbage, idet hun
vender glasset igen. Jeg bliver helt vild af misundelse. Der er flere
hundrede, og jeg har kun én. Jeg er straks inde efter et glas og kommer
ud med min ene høne. Vi løber rundt i gården og samler. Der er så mange,
når man først får øje for det.
- Jeg har aldrig set så mange i hele mit liv, siger jeg. De
er på gesimserne. De sidder på skraldestativet og på plankeværket til
nabogården. De er i luften, kommer flyvende og lander turbulent på
asfalten eller torpederer ens pande med et smæld. De er på vasketøjet
der hænger til tørre. På en gul trøje er der virkelig mange. Vi samler
og samler, piller dem ud af hinandens hår og fanger dem når de kommer
flyvende. Det er ikke nemt at få dem i glasset. Når man åbner låget, er
der nogen der prøver at komme ud. Og hvem har flest? Vi må hen og måle,
slår glassene mod hinanden, griner og siger skål, men hun har stadig
flere end mig. - Jeg har flest, siger hun. - Avra for Laura, du
indhenter mig ikke. Det kan du umuligt gøre. Jeg ved det, for jeg har
samlet hele formiddagen, og du er kun lige begyndt.
Jeg ser på mit glas, jeg kan ikke længere kende min ene høne
fra alle de andre. De er alle ens. De er syv år, og de kravler oven på
hinanden. De forsøger alle at komme opad, men nogle skal jo være
nederst. Nogle bliver nødt til at være nederst, ellers kan de andre jo
ikke komme op.
- Det er det rene dyrplageri, siger en voksen der går gennem
gården. - De kan jo ikke få luft. De kan jo ikke trække vejret inde i et
glas. Har I slet ikke tænkt på det?
- Men vi åbner glasset en gang imellem, så der kan komme luft
ind, siger Sanne.
- Det er dyrplageri. I skulle slippe dem løs igen.
Men det vil vi ikke, jeg vil under ingen omstændigheder.
- Jeg vil have flere endnu, siger jeg til Sanne og samler
videre. I revnen, hvor asfalten er krakeleret, er der flere, ved
trappetrinene og henne ved kælderskakten. På trinene der fører nedad og
i bunden, i alt snavset ved døren, her kan man skrabe dem op. Med hånden
og neglene nede i snavset der følger med, op i glasset med hele
molevitten og låget på i en vis fart, inden de stikker af.
- Kom herned, siger jeg fra kælderskakten, her er virkelig
mange hernede, men her er møgbeskidt. Jeg tørrer mig over panden med en
flig af min trøje, det er den nye med hulmønster, og den bliver sort på
ærmerne, på tungekanten der er hæklet.
- Men det skider de vilde engle på, siger jeg, - pyh, her er
hedt, man får varmen. Det er murværket i skakten der holder på varmen,
luften står stille, og der lugter af råddenskab. Man kan dårligt trække
vejret.
Lille-Susanne bliver stående, står oppe ved gelænderet med hovedet i sol
og ser på sit glas. Det er helt fedtet med fingeraftryk over det hele.
- Tror du, det er dyrplageri? spørger hun. Jeg kommer op fra
skakten og trækker vejret. Vi ser på hinanden og på glassene, hvor
mariehønsene kravler rundt oven på hinanden.
- Naaj, siger vi. For der er da stadig en hel stribe af luft
oven over.
- Men hvad med dem der er nederst? siger hun. Hun tøver. Hun
står med siden til og ser ind i glasset, banker på det med en finger. -
Tror du, de nederste trækker vejret? Vi ryster glassene, så dem der er
nederst kan komme øverst og lige tage lidt luft ind.
- De ser da levende ud, siger jeg.
- De kravler rundt, alle som en.
- Og hvor der er liv, er der håb, jeg giver hende et puf i
ryggen og løber videre, mens jeg ryster glasset.
- Og det skider de vilde engle sgu på, råber jeg.
For der er så mange af dem. Det er mariehønseår. Der er helt
utroligt mange. De er over det hele, vi er ude på gaden og samle og ovre
i nabogården. Der er også andre børn der samler. Når vi møder dem,
sammenligner vi mængden, og vi har flest tilsammen, men Sanne har stadig
flere end mig.
- De æder alt, siger hun. Og når der ikke er mere at æde,
flyver de videre og leder efter noget mere at æde, og hvis der er noget,
æder de det, rub og stub, og flyver så videre igen ... i al evighed.
- Men her er jo ingenting, siger jeg.
Vi står lidt, lige ved vinduet til kælderen, jeg kan høre
vandhanen dryppe, jeg kan høre det, selv om ruden og døren er lukket.
For det er den eneste lyd. Lyden af dråberne og lyden af mariehøns der
kribler i glasset.
- Jeg har flere end dig, siger jeg, selv om jeg ved det er
løgn. Jeg er et halvt hoved højere, hun når mig kun lige til overlæben,
når vi står over for hinanden. Vi er ikke i øjenhøjde, og hun må bøje
nakken lidt bagover og se op. Så får hun solen i øjnene og må knibe dem
i.
- Vi kan hælde dem sammen i ét glas, siger hun.
Men det kan der under ingen omstændigheder være tale om, for
jeg er den største, og jeg er også den stærkeste. Der lander en
mariehøne lige foran hendes fod. Og jeg er lynhurtigt nede og samle den
op. Før hende. Men den næste der lander, får hun ... men det er fordi
hun skubber og samtidig træder mig over tæerne.
- Du trådte mig over tæerne, klager jeg.
- Men det var ikke med vilje, siger hun og træder bagud,
skruer låget af og propper mariehønen ned oven på de andre. Jeg går lidt
frem og strækker en hånd ud.
- Giv mig den.
- Nej.
- Men jeg så den først, og så er det min.
- En mariehøne kan ikke være nogens, siger hun.
Vi står lidt med glassene i den kile af sol, der når ind i gården på
dette tidspunkt af dagen og året, hvor solen står højest. Snart vil den
være forsvundet bag husgavlen, og man må højere op ad køkkentrappen for
at få øje på den.
- Giv mig den ene mariehøne ... eller jeg siger det.
Hun flytter sit glas om på ryggen.
- Til hvem? spørger hun.
Men det aner jeg ikke. Jeg aner det virkelig ikke. For vi er
de eneste børn der er til stede i gården. De andre er udenfor på gaden
måske, eller inde i andre gårde, eller måske de er blevet kaldt hjem af
deres mor. Jeg ser rundt, men der er ingen at se, alle vinduer er
lukket. Vi er helt alene ... og måske er der en morder nede i
vaskerummet. Jeg kan høre dråberne der falder i pølen og bliver til
ringe.
- Men jeg vil have den mariehøne, siger jeg og går frem, så
hun bliver nødt til at træde bagud og ind i skyggen.
- Du kan få dem alle sammen, siger hun så, rækker hånden frem
og giver mig hurtigt hele glasset, inden hun fortryder.
Så har jeg to glas, et i hver hånd, jeg bøjer mig ned, skruer låget af
begge og hælder indholdet sammen i det ene glas. En strøm af mariehøns.
En rød og sort bølge.
- Jeg vil ikke have dem, siger hun, - det er synd for dem.
Det er dyrplageri. Hun står med hænderne omme på ryggen, som om hun ikke
ved, hvor hun ellers skal gøre af dem, nu når hun ikke længere skal
samle. Jeg stiller det tomme glas fra mig og ser triumferende på mit
glas. Det er helt fyldt af mariehøns. De når helt op til kanten.
- Nu går jeg hjem, siger jeg, vender ryggen til og går mod
opgangen.
- Det er dyrplageri, råber hun, de kan ikke trække vejret.
- Okay, siger jeg og standser på det øverste stentrin lige
inden døren. - Så hælder jeg dem ud. Jeg skruer låget af. Langsomt og
med øjnene knebet halvt i. Mariehønsene forsøger straks at kravle op
over kanten. Jeg holder glasset ud i strakt arm, holder det en lille
smule på skrå, mens jeg ser på Susanne, studerer hendes ansigt og
hænderne der ikke længere er omme på ryggen, men er oppe ved hendes
mund, hun bider i sin ene kno, mens enkelte mariehøns begynder at dumpe
ned på stentrappen og på asfalten neden under trappen. Det klikker, når
de rammer. Nogle begynder straks at gå, andre bliver liggende. Nogle
formår at lette på skjoldet og folde vingerne ud.
- Ja, slip dem bare løs, siger hun.
Jeg hælder.
- For så er der ingen af os der har noget.
Og så er alle mariehønsene nede på jorden, de kribler og
krabler og kravler af sted, de kan dårligt komme til for hinanden, men
af sted må de, i alle retninger, alle sammen, væk vil de, de vil bare
væk, og nogle lykkes det for, nogle kommer på vingerne og flyver af sted
i buer gennem luften, og man kan følge dem en kort stund, og så er de
uden for ens synsfelt. Man kan ikke holde rede på dem, den ene ligner
den anden til forveksling, men jeg har aldrig set så mange på en gang.
Jeg vidste slet ikke at der fandtes så mange ... i hele verden. Så får
jeg øje på Sanne, hun er nede med glasset og er i færd med at samle ind
... og jeg ved ikke hvorfor jeg gør dette, der farer en djævel i mig.
Jeg træder fremad og sætter min fod oven i en hel flok af mariehøns,
midt i alle dem der stadig er nede på asfalten, dem der stadig er nede i
al snavset og karter rundt uden overblik, alle dem der ikke formår at
lette, skille det røde skjold, folde de gennemsigtige glasklare vinger
ud og flyve op, dem det ikke er lykkedes for, og som det aldrig skal
lykkes for, der lyder en knasende lyd, og jeg hører nogen råbe. Jeg
tager det næste skridt og det næste, jeg tramper rundt. Jorden bliver
helt rød og smattet af væske, skjoldene og prikkerne bliver tværet ud,
vingerne, benene. Plamager breder sig der hvor solkilen trækker sig
bort. Det knaser så højt. Jeg kan høre at Sanne råber, men det er langt
væk, hun græder og hiver mig i armen. Nu bliver vi uvenner, tænker jeg,
mens jeg tramper. Nu bliver vi for alvor uvenner ... men det skider de
vilde engle på. Og jeg bliver ved til der ikke er flere. Til de enten er
fløjet et andet sted hen, eller til de er døde. Lille-Susanne er holdt
op med at hive i mig. Hun står bare og tuder med lukkede øjne og
hænderne ned langs siden. Hun har sorte rander på kinderne. Jeg ser
hende, men jeg er i en rus og kan ingenting gøre. Jeg er på sin vis
lammet. Det er kroppen der bevæger sig af sig selv.
Og så er jeg oppe på køkkentrappen mellem tredje og fjerde.
Det drypper ikke længere fra kælderen, men tårer falder ud af mine øjne
og lander på de støvede trin, og jeg er stadig bange. Jeg fryser, jeg
ryster over det hele, jeg græder, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har en
mariehøne inde i hånden. Jeg kan mærke at den bevæger sig ... og hvor
der er liv, er der håb. Jeg åbner en haspe og skubber til rammen. Jeg
holder hånden ud i solskinnet og åbner den.
- Flyv op til vor herre og bed om godt vejr i morgen.
● Presse