Forfatteren

Jeg bliver høj af at læse Walt Whitman, jeg får kuldegysninger af at læse Johannes V. Jensen. Jeg er fuld af ærefrygt og taknemmelighed over, at Karen Blixen engang skrev en bog om en kaffefarm i Afrika. Jeg er lige ved at tude, når jeg læser det sted, den sætning, hvor hun spørger til om hendes stue passerer som flygtige billeder gennem gazellens sind, når den løber hen over sletten.
    Og jeg bliver henrykt, når jeg endnu engang må konstatere, at de plettede nikotingule sider og de fedtede æselører i en gammel antologi, jeg lige har fisket op af en skraldecontainer, ikke kan forhindre ordene i at lyse med det samme nærvær, den samme grad af intensitet, hvormed et andet menneske engang skrev dem ... for hundrede år siden, måske ... eller mere.

Litteratur skal ikke noget, man kan ikke diktere den til noget. Man kan ikke sige, at den skal være god for det ene eller det andet. At den skal trøste, adsprede, underholde, spejle eller anfægte os.
    Den er uafhængig og befinder sig i sin egen sfære, men når den er rigtig god, så kan den sige noget meget klart om den virkelighed, vi lever i, og om det at være til.
    Når den er rigtig god, er det den mest direkte forbindelse fra et menneske til et andet, så kan den flytte vores følelser og vores tanker. Så kan den forcere grænser, tiden og døden. Så kan den forandre et menneske, og dermed kan den forandre verden.
    Jeg kan sige med sikkerhed, at litteratur har forandret mig.

Jeg er født i 1960. Jeg er opvokset i et arbejderklassekvarter i det indre København. Der var ikke meget litteratur at komme efter i mit barndomshjem, men jeg har siddet under sofabordet og hørt min far, sømanden, fortælle de mest utrolige skrøner fra de syv verdenshave ... og jeg har sovet op af et værtshus med en jukeboks på den anden side af væggen og kan af samme årsag en del slagere fra 60'erne udenad.
    Jeg kan ikke udelukke, at de to ting har været med til at præge mit forfatterskab, men jeg hælder nu mest til den teori, at jeg skriver, fordi jeg oplever verden så stærkt, at jeg er nødt til at bearbejde det jeg oplever for overhovedet at kunne orientere mig.
    Det er en måde at være i dialog med verden på. Når jeg skriver, åbner jeg alle dørene i mit sind, og når jeg bagefter går ud i gaderne, ligger byen åben. Så oplever og ser jeg alting meget stærkt, i en strøm af virkelighed og liv, med den særlige intensitet som jeg forsøger at bringe med ind i mine bøger.

Hvis jeg skal udtrykke ganske kort hvad mine bøger handler om, kan jeg sige, at de er meget forskellige, men at de alle, uanset om historien foregår i en skummel natklub, i en marokkansk medina, i et skib i Sydhavet eller i et labyrintisk baggårdskvarter i det indre København, kredser om det samme spørgsmål: Hvad vil det sige at være et menneske?

Jeg har gået på Forfatterskolen, jeg har fulgt studier i litteraturvidenskab på universitetet. Jeg har skrevet syv bøger, diverse noveller, artikler og kronikker. Jeg er blevet støttet af Statens Kunstfond, og det er jeg ovenud lykkelig for.
    Det er mit mål at skrive så god og nærværende litteratur som overhovedet muligt.
    Ikke for penge eller prestige, ikke for Gud og hvermand, men for alle dem, der som jeg, kan lide at læse en god bog.