34-årig thriller-forfatter er drevet af:
Jagten på det store sus

INTERVIEW af Karen Vistesen, Femina 1995

At mærke, man er til. Høj puls, hurtig sex, druk og drugs! Det er, hvad de unge søger i Laila Ingrid Rasmussens roman "Déjà-vu", hvor 90'ernes storbyliv sættes under lup.

"Jeg gik ad dødsruten mod Vestergade," lyder indgangsreplikken til en spændende, anderledes og temmelig original thriller, "Déjà-vu" (titlen refererer til et værtshus) fra den 34-årige Laila Ingrid Rasmussen.
    "Det eneste, jeg vidste, var, at hovedpersonen skulle være en mand, og jeg startede med at sende ham ned ad gaden. Der skulle være en storby, et havnemiljø og et vaskeri. Resten måtte komme af sig selv," siger forfatteren. Hun er uddannet fra Forfatterskolen, og det er hendes debut. Vi følger i bogen hovedpersonen, en ung mand, gennem et års tid, hvor han strejfer rundt i det indre København. Han leder efter mening, sammenhæng, den intense oplevelse, der kan få ham til at føle, han "lever". Druk, drugs og hurtig sex med både piger og mænd hører med til hverdagen. Andre vigtige ingredienser i tilværelsen er kriminalromaner, film og computerspil. Hans grænse mellem virkelighed og fiktion er flydende. Og han møder et sadomasochistisk tvillingepar, hvorefter der begynder at ske en række mord. – Min hovedperson har svært ved at finde ud af, hvad han skal bruge sit liv til, og har svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed. Han har ikke noget job, noget fast holdepunkt, men søger hele tiden at få sin identitet ved at komme ud til den yderste grænse, hvor det pirrer og er intenst. Det er ofte i de ekstreme situationer, hvor han er på kanten af, hvad han følelsesmæssigt kan klare, at han mærker suset af "at være i live", siger forfatteren.
    Vi sidder i køkkenet til hendes lejlighed på Christianshavn. Der er levende lys på bordet og fra vinduet kik til legeplads og fristaden Christiania. Selv er hun ikke ret stor. Kort mørkt hår og lysebrune øjne. Udstrålingen er levende og varm, men man føler samtidig, at hun når som helst kan slå om i en skærende, skarp replik og blive til en skrap moster.

ET STREJF AF DESTRUKTION

"Den stærke livsfornemmelse, som mine personer søger, fører dem ud i noget, der har et strejf af destruktion over sig, og herude på tilværelsens rand er man jo ofte i konflikt med samfundets love, regler og den almindelige moral. Der er en del underspillet sadomasochisme i bogen – især omkring tvillingeparret Martha og Mike. Denne side af seksualiteten er også en del af os. Spørgsmålet er om vi tør og skal leve den ud og i hvilken form. Jeg er ikke selv sadomasochist, men under en eller anden form er jeg det vel alligevel. Lyst og smerte har noget med hinanden at gøre. Derfor er de mord, der begås i bogen, lystmord.
    Om jeg selv har levet vildt?
    Ja, jeg har tidligere gået i byen flere gange om ugen og har selvfølgelig taget alle mulige ting – især i forbindelse med koncerter, jeg er en meget undersøgende type – og hurtig sex? Jeg har ikke noget imod sex i al almindelighed. Faktisk synes jeg, at sex og lidenskab er ret vigtige ingredienser i livet, en god drivkraft. Nogen vil måske sige, at den form for sex, der dyrkes i min bog, ikke har meget med nærhed at gøre, men sadomasochisme bygger på tillid," siger Laila Ingrid Rasmussen. Hun lever i dag en mere rolig tilværelse, efter at hun har fået barn og er blevet mere etableret som forfatter. Datteren Luna på seks år, som hun har med kæresten, børnebogsforfatteren Jens Ottosen, har sat en naturlig stopper for, hvor vild hverdagen kan blive, men den ændring trives hun nu udmærket med, for det at skrive giver i sig selv det eftertragtede sus.

RÅDVILD LÆSEHEST

"Jeg begyndte at skrive bogen fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle med mit liv – og så selvfølgelig fordi jeg har en stor kærlighed til litteratur. Jeg har altid læst meget – især mandlige forfattere elsker jeg at læse. Jeg vil ikke sige, jeg har skrevet, fordi jeg har haft noget på hjertet, som jeg følte hele verden måtte vide. Når jeg skriver, tænker jeg på, at det skal læses, men ikke af hvem. Jeg har det afgjort bedst i de perioder, hvor jeg skriver. Når jeg ikke skriver, bliver omverden til et uoverskueligt flimmer af indtryk, der glider forbi, hvor jeg enten engagerer mig for meget i alting eller overhovedet ikke orker at forholde mig til noget. Men ved at skrive har jeg hele tiden noget at sætte mine indtryk, mine oplevelser i forhold til, så jeg kan sortere dem i forhold til teksten. Hvad kan jeg bruge? Hvad kan jeg ikke bruge? Hvad er vigtigt?"

SKAL DER UD HVOR DET KOSTER NOGET

"Jeg skriver aldrig om børn, selv om jeg bruger meget tid på at være mor. Det er for privat. De ting, jeg skriver om skal helst være vanskelige og på kanten. Det skal koste noget, og jeg skal derud, hvor jeg får mit sug. Det er den der intensitet, jeg vil have. Den samme følelse, som mine bogpersoner ønsker sig. Det er spændende at starte et sted, f.eks. at sende min hovedperson ned ad gaden og så se, hvad der sker. Man ved aldrig ... Det gælder om at være åben og tilgængelig, fleksibel og opmærksom, for så kan der opstå nogle forbindelser, som man ikke på nogen måde havde regnet med og dem kan man skabe på. Selv om min bog har en høj puls, er den ikke skrevet hurtigt. Tværtimod går det uendelig langsomt, Jeg skriver højst en side om dagen, og jeg tænker meget over det, jeg skriver."
    Af en debutroman at være har "Déjà-vu" fået nogle flotte anmeldelser, og man har bl.a. hæftet sig ved Laila Ingrid Rasmussens billedmættende sprog samt hendes evne til at skabe en stemning af at man bevæger sig i et univers, hvor man ikke rigtig ved, om det er virkelighed eller fiktion. Den hallucinerende stemning virker meget fascinerende, fordi man får lov at fantasere videre på egen hånd.
    "Men jeg har også hørt nogen kalde min bog destruktiv, ja ligefrem ufølsom. Det har chokeret mig. Man kan sige, mine personer er fremmedgjorte, og de har ingen værdier.
    Det kan muligvis virke destruktivt, men det er jo netop fornemmelsen af fremmedgjorthed, der får dem til at søge nogle andre værdier end lige de gængse.
    De drømmer ikke om job og materialisme. Den drøm har de ikke. Jobbet giver ikke i dag automatisk identitet. Arbejdsløsheden er en realitet for mange mennesker, og derfor mener jeg, romanens virkelighed er genkendelig for ikke kun yngre læsere, men også de ældre. Det er ikke et generationsmanifest, jeg har skrevet. Personerne i min bog har ikke job, men de føler sig ikke af den grund kørt ud på et sidespor. De har sig selv som centrum, og hvad ellers skulle de have som centrum?"

OKAY AT VÆRE I VERDEN

"Det er ikke det samme som at sige, at mine personer ikke har drømme. Min hovedperson vil gerne være pilot eller med i en Kon-Tiki-ekspedition, men det er først og fremmest fornemmelsen af at være i live, der er drømmen, det store sus. Selv synes jeg, det er okay at være i verden, selv om jeg endnu ikke har fundet ud af, hvorfor jeg er her. Jeg skriver indimellem på fortvivlelse over ikke at vide, hvad jeg skal. Men jeg skriver mest på nysgerrighed og for at få orden. For en forfatter er det ikke kun et spørgsmål om at skrive sine oplevelser ned, men også om at sætte dem i relation til hinanden, for ellers kommer der ikke litteratur ud af det."
    Laila Ingrid Rasmussen er ud af en arbejderslægt, og der har ikke i hendes familie været tradition for at skrive.
    "Mit kendskab til litteratur har i min barndom været meget begrænset, og jeg har selv måttet finde ud af, hvad jeg skulle læse. Nu har jeg indhentet det meste. Jeg læser hele tiden, og det er for mig at se det bedste skridt til at blive en god forfatter. Grunden til, at jeg selv begyndte at skrive, var, at jeg i radioen hørte en udsendelse om digteren Michael Strunge, da han lige var død. Han kom også i punkermiljøet, og hans livsførelse både provokerede og inspirerede mig meget, så jeg gik på biblioteket og lånte nogle af hans digtsamlinger. Jeg synes, han var en fed fyr, og jeg læste stort set alle hans digte. Så begyndte jeg selv at skrive digte, og nogle af dem fik jeg med i "Hvedekorn", men jeg syntes alligevel ikke, digtene var min vej. Jeg var bedre til at skrive prosa, og så kom jeg ind på Forfatterskolen. Det var et blåt stempel at blive optaget der. Man bliver selvfølgelig ikke forfatter eller får talent af at gå der, men det er værdifuldt at møde andre skrivende mennesker og få respons på de ting, man selv skriver, så jeg har haft utrolig stor glæde af at gå der. Måske især fordi jeg kommer fra arbejderklassen og har måtte finde ud af alting selv med hensyn til litteratur. Før jeg begyndte at skrive, havde jeg mange forskellige job."
     Laila Ingrid Rasmussen skriver ikke hver dag, men i de perioder, hvor kreativiteten strømmer, har hun en god selvdisciplin.
    "Jeg er ret straight, og det tror jeg er nødvendigt, hvis der skal komme noget ud i den anden ende. Jeg skriver meget visuelt, og jeg går tit i biografen for at blive inspireret. Selv om jeg ikke ved, hvad jeg egentlig skal bruge mit liv til ud over at skrive, så er jeg ikke sortseer."

VI LEVER I EN FALSK TRYGHED

"Min debutbog er ikke en dyster bog. Jeg mener, mine personer lever et ærligt liv, hvor det er lidenskab, der er drivkraften. For mig hænger arbejde og identitet ikke nødvendigvis sammen, og jeg forstår ikke at politikerne siger at arbejdsløsheden er det største problem – jeg synes, miljøproblemerne er større. Hvorfor er det pinligt at være arbejdsløs? Man er nødt til at se i øjnene, at man er det, og at alle kan blive det, fordi der lige pludselig kan ske fyringer på ens arbejdsplads. Jeg synes, vi lever i falsk tryghed. Vi tror, samfundet kommer og redder os, men i sidste ende er vi alene. Værdierne, vi bygger på, bør være nogle, der er eviggyldige. Vi ved ikke, hvad der sker i morgen, vi kan komme i krig, atombomben kan falde, hullerne i ozonlaget kan være større, end vi troede. Det værste, jeg kan forestille mig, er at bilde mig selv ind, at jeg er tryg, når jeg ikke er det. Tryghed er først og fremmest at se de ting i øjnene. Jeg føler mig mere tryg, når jeg ved, jeg er utryg. Man skal tænke over værdierne, at de repræsenteres af de mennesker, der står én nærmest."

OGSÅ PLADS TIL MAND OG BARN

Det betyder meget for Laila Ingrid Rasmussen, at have en familie.
    "Jeg er ikke troende i den forstand, men jeg føler alligevel, man på en eller anden måde lever videre gennem sine børn," siger hun. Parforholdet med forfatterkollegaen Jens har holdt i syv år. "Nej, det er ikke syvårs-krisen, vi skal have nu, den har vi haft i syv år, så nu skal vi til at have det godt," griner hun.
    "Vi lever ret fattigt. Man tjener ikke meget som forfatter, og nogle gange tænker jeg, at man skulle leve livet på en anden måde. Jeg har altid haft nemt ved at skaffe mig arbejde, ja jeg har faktisk haft svært ved at slippe for det, men jeg kan ikke finde ud af noget anden måde at være til på end som forfatter. Når først man har prøvet at skrive, så vil man det igen og igen," siger Laila Ingrid Rasmussen. Hun har ikke nogen særlig forklaring på, hvorfor det er en mand, der er hovedperson i hendes roman.
    "Jeg spørger tit mig selv om, hvorfor jeg taler gennem en mandlig person, men jeg kan ikke rigtig svare på det, andet end at jeg er glad for mænd og omgås flest mænd i min dagligdag. De bøger, jeg læser, er altid skrevet af mænd. Deres indstilling til ridderlighed, æresbegrebet og kamp for værdighed kan jeg godt lide. Jamen, hvis jeg var født i riddertiden, ville jeg selv være draget i kamp med sværd for at kæmpe for mit land, min ære. Det synes jeg, er hvad det hele handler om – at give sig hen til noget, en sag. I mit private liv er jeg meget kvinde – ja, jeg tror, de fleste vil kalde mig tøset, men når jeg skriver, kan jeg godt se det med en mands øjne.
    Det er sjovt for mig at kommunikere med den maskuline side af mig selv, og desuden giver det en distance til mit eget liv at se verden fra en mands synsvinkel," siger Laila Ingrid Rasmussen, hvis næste roman ikke i detaljer er planlagt.
    "For tiden er jeg helt vild med Thor Heyerdahl og havbiologen Jacques Cousteau. Jeg har optaget en hel masse undervands– og naturfilm og læst om dykning, så jeg tror godtnok, der vil indgå både havvand og dykning i min næste bog," siger hun.